Vandbad – sådan gør du
Man bruger ofte vandbad i et køkken, når man laver kager og chokolade. Men det står ikke beskrevet så mange steder, hvordan man gør – det står bare, som om det er almen viden, når man begår sig i et køkken. Det vil vi derfor gøre noget ved med dette blogindlæg, så alle kan være med (og føle sig sikre) i køkkenet, når det gælder fagudtryk 🙂
Hvad er vandbad?
Vandbad er en skål (helst af stål eller glas – ikke plastic) og en gryde med kogende vand.
Hvorfor bruger man vandbad?
Fordi det er den mest skånsomme måde at varme ting op på, som ikke må koge: f.eks. når du skal temperere chokolade, have æggehvider i stuetemperatur (til macarons o.lign.) eller opløse husblas.
Hvordan gør man?
Tag en lille gryde og fyld den med vand. Gryden skal være så lille, at din skål ikke falder ned i vandet men lukker tæt, så der ikke kommer damp op i skålen.
Sæt gryden på komfuret og skru helt op for blusset. Når vandet småbobler (ikke spilkoger), så er du klar til at bruge dit vandbad. Skru helt ned for blusset og sæt din skål ovenpå gryden. Put derefter din chokolade, dine æg, din husblasblanding el.lign. i skålen og gå i gang med at opnå den perfekte temperatur/konsistens.
Hvorfor må jeg ikke bruge plasticskål?
Det må du gerne, men vi fraråder det, for plastic holder for længe på varmen, så det er svært at opnå en temperatur, som ikke bliver ved med at stige, hvis du bruger plastic. Brug derfor en stålskål eller en glasskål, som hurtigt kommer ned i temperatur igen, når den fjernes fra varmen. Og SKAL du absolut bruge plastic, så fjern ofte skålen fra varmen, så du er sikker på, at temperaturen ikke kommer for højt op.
Skriv et svar